CE-mærkning

EMC 2014/30/EU

Den der producerer, importerer eller - i eget navn - markedsfører eller ibrugtager produkter eller komponenter, der kan fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan påvirkes af forstyrrelserne, bør sætte sig ind i EMC-direktivet.

Læs mere om CE-mærkning

Af direktivet kan man bl.a. læse om de væsentlige sikkerhedskrav, som de pågældende produkter skal leve op til, hvordan man dokumenterer produktets overensstemmelse med disse krav, mærkningsregler m.m.

Direktivets titel

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2014/30/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet (omarbejdning).

Hvad er omfattet af direktivet?

Direktivet fastsætter beskyttelseskrav og bestemmelser om kontrolforanstaltninger for udstyr i form af apparater og faste anlæg, der kan tænkes at fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan tænkes at blive påvirket af sådanne forstyrrelser.

Ved "apparater" forstås: et færdigproduceret apparat — eller en kombination af sådanne apparater, der markedsføres som en funktionel enhed — der er beregnet til slutbrugeren, og som kan tænkes at fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan tænkes at blive påvirket af sådanne forstyrrelser

Ved "faste anlæg" forstås: en særlig kombination af forskellige apparater og eventuelt andre anordninger, der er samlet, installeret og beregnet til at blive anvendt permanent på et forudbestemt sted.

Undtagelser

Radioudstyr, der anvendes af radioamatører if. def. nr. 53 i art. 1 i radio-reglementet, der indgår i Den Internationale Telekommunikationskonvention, er ikke omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, med mindre udstyret findes i handelen. Undtaget er ligeledes apparater, der reguleres af særdirektiver - fx elektromedicinske apparater.

Undtaget er endvidere udstyr, der er omfattet af Europa-parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr. 

Læs mere om undtagelser under direktivets artikel 2, punkt 2.

Væsentlige krav 

Apparaterne skal være konstrueret på en sådan måde, at:

  • de ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at radio- og telekommunikationsapparater samt andre apparater kan fungere i overensstemmelse med deres formål.
  • apparaterne har tilstrækkelig iboende immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, så de kan fungere i overensstemmelse med deres formål.

Læs mere om væsentlige krav i direktivets bilag 1.

Procedure for overensstemmelsesattestering

For at kunne markedsføre og/eller ibrugtage et produkt skal fabrikanten sikre sig, at produktet er i overensstemmelse med direktivets væsentlige krav, og denne procedure kan for EMC-direktivets vedkommende foregå på forskellige måder afhængig af produkt samt valg af standarder.

  • Procedurerne for overensstemmelsesvurdering er beskrevet i direktivets bilag 3.
  • For radiosendeudstyr (fx radiokommunikationsapparater inkl. mobiltelefoner) er der særlige regler. 

Mærkning

CE-mærket.

Ikrafttrædelsesdato og overgangsordning

Direktivet 2004/108/EF ophæves med virkning fra den 20. april 2016, tilpasningsperioden løber således indtil denne dato.

Bemyndigede organer 

Visse produkter skal godkendes af et bemyndiget organ. Der er frit valg, om det er et bemyndiget organ i Danmark eller i et andet land. Du vælger selv, hvilket bemyndiget organ du vil benytte, ud fra de fagområder som organet er bemyndiget til. Faktorer udover bemyndigelsen, der kan påvirke dit valg, kan f.eks. være sprog, pris, leveringstid m.m. Ikke alle fagområder er repræsenteret ved bemyndigede organer i Danmark.  Gælder det for dit produkt, skal du søge i andre lande.

Du kan finde listen over bemyndigede organer i Danmark her.

Er du i tvivl om, hvilket bemyndiget organ du skal benytte, er du er velkommen til at kontakte vores Informationscenter tlf. 39966140.

Myndighed

Energistyrelsen 


Teksten er skrevet med fuld redaktionel frihed til at vælge relevante oplysninger fra og om det pågældende direktiv, for dermed at give en kort introduktion til direktivet hvad angår formål, omfang og præmisser. I forbindelse med CE-mærkning, anbefaler vi, at man desuden forholder sig til den fulde tekst af direktivet, den tilhørende danske lovgivning samt relevante standarder.

Kontakt

Informationscentret
Informationscentret Vi har åbent mandag - fredag kl. 8.30 - kl. 16.00
Salg og Kundeservice
E: dsinfo@ds.dk
T: 39966140