Vores certificeringer

Dansk Standard er kvalitetscertificeret efter DS/EN ISO 9001:2015 og miljøcertificeret efter DS/EN ISO 14001:2015 af norske Nemko.

Certifikaterne for kvalitets- og miljøledelse dækker:

  • Udvikling, produktion og salg af standarder og andre af vores publikationer 
  • Indflydelse på og viden om standarder gennem DS’ standardiseringsudvalg
  • Kriterieudvikling for og udstedelse af licens til miljømærkning af produkter  
  • Kursus- og konferencevirksomhed relateret til Dansk Standards aktiviteter  
  • Gennemførelse og administration af rådgivningsprojekter 
  • Besvarelse af forespørgsler. 

Vores kvalitetsledelsessystem er med til at sikre, at vi hele tiden optimerer vores ydelser og produkter, så vi til stadighed kan tilbyde vores kunder de bedste og mest effektive løsninger. Vores miljøledelsessystem sikrer, at vi hele tiden har fokus på og løbende arbejder med at forbedre vores miljøforhold. Både internt i vores hus og i forhold til vores ydelser.

Kvalitet 

I vores kvalitetsstyringssystem er kundetilfredshed et vigtigt forretningskriterie. Vi har identificeret en række kerneprocesser på tværs af organisationen, hvor det er kunderne og vores ydelser, der er det styrende princip. Hertil kommer en række støtteprocesser som personaleudvikling, økonomi og IT.

Systemet er decentraliseret så vidt muligt, så det er de direkte berørte medarbejdere, der er ansvarlige for at holde systemet ved lige.

Miljø og arbejdsmiljø

Vi ønsker at være en miljøvenlig virksomhed både i forhold til vores drift og i forhold til vores ydelser. Vores miljøledelsessystem sikrer, at vi planlægger og løbende implementerer forbedringer af vores indsats. Vi stiller krav om miljøvenlige produkter i vores indkøb – herunder at vi så vidt muligt foretrækker miljømærkede produkter. Det gælder også trykning af vores standarder, lige som vores kantine er svanemærket. 

De mange tusinde europæiske og internationale standarder har stor betydning for produkters miljøegenskaber. Derfor har vi i en årrække arbejdet for at integrere miljøhensyn i standardiseringsarbejdet – en indsats der fortsætter fremover.

Hertil kommer vores ydelser omkring udvikling af miljømærkekriterier, tildeling af miljømærkelicenser og miljøcertificering af virksomheder, der alt sammen er med til at understøtte en miljøvenlig og bæredygtig udvikling.

Vi lægger stor vægt på et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø og gennemfører årlige arbejdspladsvurderinger. Ligesom vi af miljø- og sundhedsmæssige årsager er overgået til delvis økologisk kantinedrift.

Kontakt

Informationscentret
Informationscentret Vi har åbent mandag - fredag kl. 8.30 - kl. 16.00
Salg og Kundeservice
E: dsinfo@ds.dk
T: 39966140