Den enkelte virksomhed, der anvender eller producerer plast, står med nogle meget konkrete udfordringer for forretningen, der tager afsæt i flere og flere krav om cirkularitet af materialer og tiltagende efterspørgsel på bæredygtighed. Helt konkret handler det om sikkerhed for adgang til tilstrækkelige mængder af materialer til produktionen i en kvalitet, som man kan have tillid til. Det handler i den anden ende også om at kunne sende sit produkt og sine rest-, overskudsressourcer og-materialer veldokumenteret videre til andre producenter, der kan vide sig sikre nok til at kunne bruge dem som input i deres produktion.
Cirkularitet forudsætter tillid til materialer og processer - via transparente værdikæder, der kan spille godt sammen. Her kommer standarderne ind. Standarder understøtter cirkularitet i hele værdikæden via etablering af et fælles sprog og enighed omkring processer, værdier, data, kvalitet, sikkerhed og indhold i de forskellige produkter og materialer.
En del af standarderne er allerede lavet, og andre er på vej.