Fondens navn er: Fonden Dansk Standard.
Fondens hjemsted er Københavns Kommune.
Fonden er en erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål. Der er ikke tillagt stiftere eller andre særlige rettigheder eller fordele.
Fonden fungerer som national standardiseringsorganisation, jf. EU-forordning 1025/2012, og varetager danske standardiseringsinteresser nationalt og internationalt. I sin egenskab af national standardiseringsorganisation sikrer fonden, at standardiseringsarbejdet kendetegnes ved gennemsigtighed, åbenhed, enighed, uafhængighed i forhold til særlige interesser og effektivitet.
Fonden udøver desuden kommercielle aktiviteter i et eller flere datterselskaber.
Fonden er på initiativ af Industrirådet og Dansk Ingeniørforening, under navnet Den Danske Standardiserings Kommission, stiftet i 1926. I 1929 fik fonden navnet Dansk Standardiseringsraad.
I 1992 blev navnet i forbindelse med en fusion mellem Dansk Standardiseringsraad, Dansk Elektroteknisk Komité og Dansk Ingeniørforenings Normorganisation (Norm A/S) ændret til Dansk Standard.
Fondens formål er at virke til gavn for samfundet og erhvervslivet gennem standardisering, certificering og videnformidling samt rådgivning herom.
Fondens grundkapital er kr. 20.000.000,-, fremkommet ved overførsel af reserver.
Fondens egenkapital udgjorde pr. 31.12.2007 kr. 36.794.000,-.
Fonden ledes af en bestyrelse og en direktion.
Overordnet ledelse og tilsyn
Bestyrelsen forestår den overordnede ledelse af Fonden og fastlægger retningslinjerne for og fører tilsyn med direktionens arbejde.
Bestyrelsen fastlægger den overordnede organisations- og ledelsesstruktur og skal sikre den bedst mulige ledelse af Fonden.
Dialog med interessenterne
Bestyrelsen sikrer i samarbejde med direktionen, at Fondens udvikling og drift sker med behørigt hensyn til interessenterne, dvs. forbrugerne, erhvervslivet og relevante myndigheder.
Strategi, budget og regnskab
Bestyrelsen sikrer i samarbejde med direktionen, at der løbende sker en udvikling af og opfølgning på de nødvendige strategier.
Bestyrelsen godkender strategi, budget og årsrapport, og fører tilsyn med den økonomiske, miljømæssige og sociale udvikling i Fonden.
Risikovurdering
Bestyrelsen påser, at der er hensigtsmæssige processer til styring af risici og sørger for, at disse til enhver tid opfylder Fondens behov.
Forretningsorden
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Antal medlemmer
Bestyrelsen består af mellem seks og ni medlemmer.
Udpegning af medlemmer
Økonomi- og Erhvervsministeriet udpeger et medlem.
Standardiseringspolitisk Forum (SPF), jf. § 11, udpeger 2 medlemmer.
Medarbejderrepræsentanter samt suppleanter for disse udpeges i ht. den til enhver tid gældende Lov om erhvervsdrivende fonde, jf. selskabslovgivningen.
For de resterende medlemmer supplerer bestyrelsen sig selv på baggrund af en af bestyrelsen udarbejdet profil over de kompetencer og den erfaring, der er behov for i bestyrelsen.
Udpegning af medlemmer til bestyrelsen foretages i forbindelse med det bestyrelsesmøde, hvor årsrapporten behandles (regnskabsmødet).
Procedure for udpegning af medlemmer
Bestyrelsen fastsætter en procedure, der sikrer, at bestyrelsen som delvis selvsupplerende til stadighed iagttager god ledelsesskik ved udpegninger til bestyrelsen.
SPF’s udpegning af medlemmer sker efter følgende procedure:
SPF indstiller to kandidater til hvert bestyrelsesmedlem. Formandskaberne (formand og næstformand) for henholdsvis bestyrelsen og SPF interviewer ved nyudpegning til bestyrelsen i fællesskab de to kandidater, og bestyrelsens formandskab meddeler SPF, hvilken kandidat bestyrelsen anbefaler. Herefter udpeger SPF den kandidat, de ønsker skal besætte den vakante bestyrelsespost.
Valget sker på baggrund af en kompetenceprofil, der præciserer, at kandidaten både skal have kendskab til forretningsudvikling og forståelse for standardiseringens samfundsmæssige betydning. Kompetenceprofilen udarbejdes af bestyrelsen og SPF i fællesskab ud fra retningslinjer i vedtægterne.
Konstituering
Bestyrelsen afholder umiddelbart efter regnskabsmødet et konstituerende bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen vælger en formand og næstformand, der udgør bestyrelsens formandskab.
Valgperiode
Bestyrelsesmedlemmerne udpeges for en periode på tre år ad gangen.
Genudpegning kan finde sted to gange. Dog kan bestyrelsen ved enstemmighed, og begrænset til ekstraordinære situationer, genudpege et bestyrelsesmedlem i alt tre gange, således at den samlede valgperiode for det pågældende bestyrelsesmedlem maksimalt kan udgøre 12 år. Denne ret for bestyrelsen til at genudpege et bestyrelsesmedlem i alt tre gange bortfalder den 1. juli 2009, dog således at et bestyrelsesmedlem, som på dette tidspunkt er genudpeget, kan sidde i bestyrelsen til udgangen af den pågældendes valgperiode. Efter den 1. juli 2009 kan bestyrelsen alene foretage genudpegning af et medlem to gange.
Ingen kan sidde i bestyrelsen, efter de er fyldt 70 år.
Ingen ikke-medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer må have en personlig eller økonomisk tilknytning til Fonden.
Honorar
Bestyrelsesmedlemmerne modtager et honorar, der tilsvarer honoraret i virksomheder af tilsvarende karakter og aktivitetsniveau, jfr. § 19 i Lov om Erhvervsdrivende fonde.
Beslutninger ved fremmøde
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er mødt frem.
Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed blandt de fremmødte jf. dog § 15.
I tilfælde af stemmelighed er formandens – eller ved dennes fravær næstformandens - stemme afgørende.
Beslutninger uden fremmøde
Bestyrelsen kan træffe beslutninger uden fremmøde i form af en skriftlig afstemning.
Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed blandt de afgivne stemmer jf. dog § 15.
I tilfælde af stemmelighed er formandens – eller ved dennes fravær næstformandens - stemme afgørende.
Direktionen kan bestå af indtil tre medlemmer.
Den administrerende direktør leder direktionens arbejde og har det daglige ansvar for Fondens ledelse og drift.
Den administrerende direktør ansættes og afskediges af bestyrelsen.
Den administrerende direktør ansætter og afskediger øvrige direktører efter tiltrædelse af bestyrelsens formandskab. De øvrige bestyrelsesmedlemmer skal umiddelbart efter en sådan disposition orienteres herom.
Standardiseringspolitisk Forum (SPF) sammensættes blandt Fondens væsentligste interessenter og rådgiver bestyrelse og direktion om politiske og lovgivningsmæssige emner med direkte betydning for Fondens position, udvikling, indflydelse og anerkendelse som standardiseringsorganisation – nationalt som internationalt.
SPF mødes mindst én gang årligt med bestyrelsen. SPF fastsætter med en forretningsorden de nærmere regler for dets virke og sammensætning.
SPF konstituerer sig årligt med en formand og næstformand, der vælges blandt SPF’s medlemmer.
Formanden forudsættes at have standardiseringspolitisk indsigt, herunder erfaring fra deltagelse i standardiseringspolitiske aktiviteter vedrørende nationale og internationale anliggender. Formanden bør have en bred kontaktflade, herunder til dansk erhvervsliv. Hvervet nødvendiggør, at formanden kan afsætte de nødvendige ressourcer til opgaven.
Fonden tegnes af den administrerende direktør i forening med bestyrelsesformanden eller bestyrelsesnæstformanden, eller af bestyrelsesformanden sammen med et bestyrelses-medlem.
Bestyrelsen kan meddele prokura.
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Årsrapporten opgøres og revideres i overensstemmelse med god regnskabs- og revisions-skik og i overensstemmelse med de i lovgivningen til enhver tid gældende krav.
Årsrapporten skal indeholde Fondens økonomiske, miljømæssige og sociale resultater.
Årsrapporten revideres af en af bestyrelsen udpeget statsautoriseret revisor.
Årsrapporten indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 5 måneder efter regnskabsårets udløb.
Overskuddet må kun anvendes til fremme af Fondens formål.
Vedtægterne kan kun ændres med tre fjerdedels flertal i den samlede bestyrelse.
Vedtægtsændringer skal godkendes af fondsmyndigheden.
I tilfælde af ophør træffer bestyrelsen beslutning med hensyn til anvendelse af de værdier, Fonden måtte eje, idet der dog alene kan disponeres inden for de af § 4 omfattede områder eller til andre almennyttige formål.
Bestyrelsens beslutning skal godkendes af fondsmyndigheden.
Vedtaget på bestyrelsesmøde den 27. maj 2019