13. december 2023
Forordningen skal sikre klare krav til producenter og bedre information til forbrugerne bl.a. i form af et digitalt produktpas. Og det kalder på standarder.
Målet med den nye ecodesign-forordning er bl.a., at produkter skal holde længere, være lettere at reparere og genanvende, produceres med så få ressourcer som muligt og indeholde mere genanvendt materiale, ligesom der vil blive stillet krav til produkters energi- og ressourceeffektivitet samt CO2- og miljømæssige aftryk. Den nye forordning kommer til at stille krav til stort set alle produkter, der markedsføres i EU, modsat det nuværende ecodesign-direktiv, der udelukkende er gældende for elektriske produkter.
- Med ecodesign-forordningens høje ambitioner tager vi et vigtigt skridt i den grønne omstilling. Nu ser vi frem til at se den endelige tekst, men allerede nu ved vi, at standarder kommer til at spille en stor rolle – ikke mindst i forhold til det digitale produktpas, siger Pouline Terpager, afdelingschef for international politik i Dansk Standard.
Ecodesign-forordningen stiller bl.a. krav om udvikling af digitale produktpas, som skal bidrage til, at produkter bliver mere bæredygtige. Det digitale produktpas vil indeholde informationer om produktets egenskaber ift. cirkularitet og bæredygtighed. På den måde får forbrugere, virksomheder, slutbrugere og offentlige institutioner mulighed for at foretage informerede og mere bæredygtige valg, når de køber ind. Samtidigt skaber det mulighed for nye grønne forretningsmodeller.
Produktpasset skal angives på produkterne, fx i en streg- eller QR-kode eller anden form for mærke, der giver øjeblikkelig adgang til oplysninger om produktet, fx reparationsvejledning og information om produktets materialesammensætning.
- For at forbrugere og virksomheder kan få adgang til relevante data gennem det digitale produktpas, er det vigtigt, at vi bliver enige om, hvordan de tekniske løsninger kan spille sammen på tværs, så man kan udveksle informationer. Samtidig er det vigtigt, at der er styr på informationssikkerheden, og at man kan stole på validiteten af de opgivne data. Det er noget af det, som standarder skal understøtte, og derfor er vi allerede gået i gang fra dansk side, fortæller Bjørn Nørrekjær Hvidtfeldt, seniorkonsulent i Dansk Standard, og understreger, at alle har mulighed for at deltage i arbejdet med udviklingen af standarderne.
Etablering af et digitalt produktpas kræver, at virksomheder får styr på relevante data i hele værdikæden, og virksomheder kommer dermed til at skulle stille krav til deres leverandører - også uden for EU's grænser. Det er derfor også vigtigt for virksomhederne, at de kan dele de nødvendige data med hinanden.
Udover datadelen, kigger man også på standarder for indholdsdelen i det digitale produktpas.
- Der ligger allerede et forslag om at udarbejde en standard, hvor man ønsker at understøtte det digitale produktpas ift. indhold, dvs. oversigt over forskellige parametre som tærskelværdier og intervaller for f.eks. holdbarhed, reparerbarhed, genanvendelighed, CO2-fodaftryk m.v. Der eksisterer allerede en række standarder, man vil tage udgangspunkt i, fx på energirelaterede produkter, fortæller Charlotte Vincentz Fischer, seniorkonsulent i Dansk Standard.
Præcis hvilke data, der bliver krav om i den nye forordning om krav til miljøvenligt design, bliver først endeligt fastlagt i de mange delegerede retsakter, der skal udmønte forordningen på de sektorspecifikke områder, men forventningen er, at der senere skal laves sektorspecifikke standarder for disse krav. Der er allerede en lang række standarder for cirkulær økonomi på vej, bl.a. ift. tekstiler og plast, som man vil kunne tage udgangspunkt i.
Alle med interesse og viden på området har mulighed for at deltage i arbejdet med udviklingen af de kommende standarder. For mere information kontakt Bjørn Nørrekjær Hvidtfeldt på bnh@ds.dk eller Charlotte Vincentz Fischer på cvf@ds.dk.
Se eller gense dette webinar, hvor du kan høre mere om behovet for at adressere og systematisere arbejdet med de digitale risici, som er opstået i takt med den øgede digitalisering og de dertilhørende cybertrusler.
Se eller gense dette webinar, hvor du bl.a. kan høre om miljøvurdering af elektriske produkter, og hvordan de hænger sammen med miljøvaredeklarationer samt andre standarder og metoder på området.
Den internationale vejledende standard til vurdering og håndtering af risici inden for informationssikkerhed, ISO/IEC 27005, som sidste år udkom i en ny version, kommer nu i dansk oversættelse. Standarden kan hjælpe virksomheder med at leve op til...
Se eller gense dette webinar, hvor du kan høre om, hvilke krav og muligheder danske virksomheder får med de nye EU-regler for datadeling, og hvordan standarder kan hjælpe virksomheder til at dele data.