13. januar 2022
Tesla har revolutioneret bilindustrien. Det kan der ikke herske tvivl om, når bilgiganter som Bentley, Ford, Land Rover, Mini og Volvo alle melder ud, at der fra og med 2030 kun kommer til at trille elbiler ud af deres fabrikker.
Det er dog langt fra alle transportmidler, som kan elektrificeres i den nærmeste fremtid. Især den tungere transportsektor som busser, lastbiler, fly og færger er udfordret. Skulle et lastet Mærsk containerskib i dag tage turen fra Kina til Danmark på ren el, ville det kræve en slæbebåd, der til gengæld kun var lastet med batterier. Det fortæller Finn Daugaard Madsen, Innovation Manager for PtX-løsninger (Power-to-X) hos Siemens Gamesa.
- Derfor er der her de senere år kommet en erkendelse af, at vi bliver nødt til at finde en alternativ løsning, der indebærer flydende, grønne brændstoffer som brint, metanol og ammoniak, siger han.
Herhjemme viste erkendelsen sig bl.a., da regeringen med et bredt politisk flertal i juni 2021 skød 850 mio. kr. ind i udviklingen af danske PtX-projekter. Et lille halvt år senere var regeringen klar med udspillet Fremtidens grønne brændstoffer, hvor man vil afsætte 1,25 mia. kr. til at kickstarte udviklingen af PtX-teknologier i Danmark. Og senest kunne vi på statsminister Mette Frederiksens nytårstale forstå, at vi senest i 2030 skal kunne flyve helt grønt, når vi flyver indenrigs i Danmark.
- Med vores vindmøller og store vindressourcer fra bl.a. Nordsøen står Danmark til at kunne indtage en førerposition, når det gælder udviklingen af fremtidens grønne brændstoffer, siger Finn Daugaard Madsen.
Udover det miljømæssige incitament er der også et stort økonomisk potentiale i PtX. En rapport fra Dansk Energi estimerer, at PtX-området frem mod 2030 kommer til at tiltrække globale investeringer for op mod 4.000 mia. kr. Det kan herhjemme øge fuldtidsbeskæftigelsen fra ca. 10.000 til 35.000 og teknologieksporten fra ca. 22 til 36 mia. kr.
PtX betyder kort sagt, at man omdanner elektricitet (Power) til noget andet (X). Eksempelvis kan strømmen fra vindmøller omdannes til grøn brint gennem elektrolyse. Det er bl.a. i kraft af vores vindmøller og vindressourcer, at det vurderes, at Danmark har fremragende muligheder for at indtage en styrkeposition på området.
- Vi kan blive en stor spiller i den værdikæde, der skal producere fremtidens grønne brændstoffer. Ingen tvivl om det. Tag nu bare Nordsøen, hvor vi kan tappe en masse vindenergi fra, siger Finn Daugaard Madsen.
Og så peger han på vores høje ambitionsniveau for at ville bygge vedvarende energi. I skrivende stund sigter Danmark efter at bygge op mod fire til seks GW elektrolysekapacitet frem mod 2030. I Europas største land, Tyskland, har man til sammenligning et mål under planlægning, der hedder ti GW elektrolysekapacitet frem mod 2030.
- Men derfor skal vi også ud af starthullerne nu. Det her område rykker nu, og konkurrenterne og vores nabolande er allerede sat afsted, siger Finn Daugaard Madsen.
Specielt lande som Tyskland, Frankrig og Holland afsætter i disse år store summer til PtX. Derfor bør Danmark rykke nu, hvis vi fortsat skal fastholde vores styrkeposition på området.
Skal vi ud af starthullerne, kræver det i praksis, at vi får ryddet nogle væsentlige forhindringer af vejen først. Det siger Jens Roedsted, COO i den teknologiske servicevirksomhed FORCE Technology.
- Selvom man ikke kan lave en én-til-én sammenligning med vindmølleindustrien, og hvordan vi her blev verdens førende, så var det ikke uvæsentligt, at vi dengang fik etableret standarder for vindmølleområdet, som blev bredt accepteret af industrier og myndigheder, siger Jens Roedsted og fortsætter:
Samme præmis gør sig gældende nu. I dag har vi en klar førerposition, når det gælder grøn brint og brugen af den. Min bekymring er dog, at hvis vi bremses af manglende reguleringer og uklare standarder, så kommer vi ikke til at kunne holde fast i den position særlig meget længere.
En reel bekymring, da PtX som område endnu er så nyt. Det betyder, at der mangler helt basale standarder for området på tværs af landegrænser og industrier.
- Internationale standarder er nødvendige for udviklingen af PtX. De er den eneste måde til at sikre, at der skabes en indbyrdes sammenhæng mellem det, man har produceret og det, som man skal levere til, uden at virksomhederne behøver koordinere yderligere, siger Anne Holm Sjøberg, afdelingschef hos Dansk Standard og fortsætter: ”Standarderne sænker transaktionsomkostningerne og gør det lettere for virksomhederne at handle sammen.”
Det er bl.a. derfor, at den danske standardiseringsorganisation har stort fokus på, at der skal udarbejdes internationale standarder, som fremover kan skabe rammevilkår for, hvordan vi definerer og forstår PtX - nationalt såvel som internationalt.
- Det kan helt konkret være en standard for, hvordan vi fylder brint på en færge. Eller mere generelt, hvordan vi definerer og sikrer, at brinten, du køber, er grøn. Grundlæggende handler standarder om, at vi på tværs af industrier og landegrænser skal kunne dokumentere holdbarhed, kvalitet og sikkerhed, siger Anne Holm Sjøberg.
- I dag har vi en klar førerposition, når det gælder grøn brint og brugen af den. Min bekymring er dog, at hvis vi bremses af manglende reguleringer og uklare standarder, så kommer vi ikke til at kunne holde fast i den position særligt meget længere, siger Jens Roedsted, COO hos FORCE Technology.
Og opfordringen er derfor klar: Danske virksomheder bør engagere sig i det nationale arbejde med udvikling og prægningen af standarderne, der kommer til at forme fremtidens internationale PtX-marked, hvis vi fremover vil fastholde Danmarks styrkeposition på området.
- Kan vi få udbredt nogle af vores grønne teknologier globalt, så vil det betyde store konkurrencefordele for danske virksomheder. Samtidig vil vi kunne være med til at sikre et højt ambitionsniveau, eksempelvis inden for elektrolyse, som vi er verdensledende på, og som er en helt essentiel komponent i omstillingen til PtX, Og ligesom vi har set med vindmøllerne, kan vi få vores løsninger op i stor skala. Det er lige præcis dét, standarderne kan hjælpe til med, siger Anne Holm Sjøberg.
Kommer de internationale standarder derimod ikke på plads for PtX-området inden for en nær fremtid, kan det ikke alene få negative konsekvenser for de danske virksomheders konkurrenceevne, det vil også stikke en kæp i hjulet for den grønne omstilling.
Og samtidigt er arbejdet med fremtidens grønne brændstoffer bestemt ikke ufarligt, og der er derfor brug for standarder for, hvordan man arbejder sikkert med de her materialer, så der ikke sker ulykker, hvilket vil give hele området et blakket ry og dermed risikere at bremse udviklingen.
Det er Jens Roedsted enig i, og han mener, at historien om PtX hurtigt kan udvikle sig til en rigtig ærgerlig en af slagsen:
- Lige nu har vi et område, som oplever enorm interesse og momentum. Der er flere komponenter, som skal understøtte, at det fortsætter, og én af dem er altså standarderne. Kommer de ikke på plads, kan konsekvensen blive, at vi kommer til at se udviklingen blive bremset og i værste tilfælde gå helt i stå.
Vil du være med til at sætte fremtidens standarder for PtX og forme fremtidens marked? Læs mere på www.ds.dk/ptx
Her får du en introduktion til udvalget, der skal arbejde med standarder for CO2-fangst, -transport og -lagring samt et indblik i Standard Norges erfaring fra arbejdet med standarder for CO2.
Fremtidens standarder for genanvendelse af emballage bliver sat nu – og danske virksomheder kan være med til at udforme dem og dermed få indflydelse på de kommende markedskrav.
Dansk Standard har netop oprettet et nyt udvalg for CO2-fangst, -transport og -lagring, som skal være med til at udvikle standarderne på området. Alle interessenter inden for området kan deltage i udvalget og dermed få indflydelse på standarderne,...
Power-to-X har potentialet til at blive en lige så stor eksportsucces for Danmark, som vindenergi er blevet. Men det kræver, at vi fra dansk side sætter os for bordenden, når de internationale standarder på området skal sættes.