Danmark skal lede arbejdet med at udvikle europæiske standarder for kunstig intelligens

15. april 2021

Danmark skal lede arbejdet med at udvikle europæiske standarder for kunstig intelligens

Danmark er blevet valgt til at stå i spidsen for arbejdet med at sætte fælles europæiske krav til brugen af kunstig intelligens i fremtiden. Fra dansk side vil vi gerne sikre fokus på bl.a. etik og tillid, så teknologien kan bruges trygt og sikkert.

Nu skal der sættes fælles europæiske standarder for kunstig intelligens, som kan sikre tryghed og tillid til teknologien for alle borgere i Europa. Og Danmark kommer til at spille en afgørende rolle i at forme retningen for de kommende krav og retningslinjer. Det er nemlig lykkedes Dansk Standard at få tildelt sekretariatet og dermed styringen af standardiseringsarbejdet til gavn for danske borgere og virksomheder.

- Det har været vigtigt for os at få de bedst mulige forudsætninger for at sikre danske mærkesager. Vi har nogle meget stærke interesser i Danmark, når det kommer til kunstig intelligens, fx i forhold til at bevare de demokratiske værdier og sætte mennesket i centrum. Kort sagt handler det om at sikre en etisk, ansvarlig anvendelse af teknologien og bedre risikostyring, siger Kim Skov Hilding, seniorkonsulent i Dansk Standard.

Han understreger, at det også kan give en konkurrencefordel for danske virksomheder og være med til at styrke den digitale omstilling af Danmark, som netop et sat på dagsorden med det nye Digitaliseringspartnerskab. Her kommer kunstig intelligens til at spille en nøglerolle.

Mennesket i centrum

Standarderne for kunstig intelligens skal bl.a. være med til at sikre en ansvarlig kobling mellem teknologi og menneske og etisk brug af data og algoritmer. Når kunstig intelligens fx anvendes i offentlig sagsbehandling, er det vigtigt at beslutningen er forklarbar, og at der er fuld gennemsigtighed i datagrundlaget. Dette er bl.a. Forbrugerrådet Tænk meget enig i:

- I Forbrugerrådet Tænk er vi glade for, at der nu skal sættes fælles europæiske standarder for kunstig intelligens. Og vi finder det meget positivt, at Danmark står i spidsen for dette arbejde, så vi sikrer fokus på gennemsigtighed, forbrugerrettigheder og privatliv i udrulningen af kunstig intelligens, siger Anette Høyrup, chefjurist i Forbrugerrådet Tænk.

Samtidigt kan de europæiske standarder hjælpe med at sætte rammerne for internationale techgiganter:

- De store internationale tech-spillere har helt sikkert nogle andre interesser, end vi har i Danmark og i Europa. Der er derfor brug for, at vi går sammen på europæisk plan og sætter nogle fælles standarder, der tager udgangspunkt i de europæiske værdier og behov og altså har et andet fokus end de internationale standarder. Dermed kan vi holde de internationale techgiganter lidt i ørerne og sikre ens retningslinjer for anvendelsen af kunstig intelligens i Europa med respekt for mennesket, siger Kim Skov Hilding og fortsætter:

- Virksomheder og myndigheder efterspørger konkrete værktøjer, der kan understøtte Danmarks nye tech-strategi, og det anføres samtidigt, at denne bedst kan fremmes på EU-niveau. Her kommer vi både med redskaberne i form af fælles europæiske standarder, der sætter specifikke krav og retningslinjer og med et forum, hvor vi samler alle interessenter på området på tværs af interesse-, virksomheds- og landegrænser.

Europa er klar

Dansk Standard har arbejdet for, at der skal sættes fælles europæiske standarder for kunstig intelligens igennem flere år og har bl.a. stået i spidsen for at få udarbejdet en fælles europæisk vision og konsensus om, hvilke skridt der skal tages:

- Vi har arbejdet på det her i to år og nu høster vi frugten af vores indsats. Vi har samlet Europa og gjort Europa klar med en fælles vision for arbejdet med fokus på etik, sikkerhed og ansvarlighed, som 28 lande bakker om, siger Kim Skov Hilding.

Teknologien skal være for alle

Fra dansk side har man udover demokrati, etik, gennemsigtighed og ansvarlig anvendelse af kunstig intelligens et ønske om, at standarderne skal fokusere på bl.a. klima, bæredygtighed og tilgængelighed.

- Det er enormt vigtigt, at Danmark får placeret sig solidt ved bordet her. Både i forhold til at påvirke standardisering i en retning, som vi som samfund og borgere er komfortable med; men i allerhøjeste grad også i forhold til vigtige teknologiske udfordringer. Eksempelvis er det essentielt, at vi får sikret teknologiudvikling og standardisering i forbindelse med kunstig intelligens på, og for dansk - og andre små sprog samt tilgængelighed for alle og kunstig intelligens’ bidrag til den grønne omstilling, siger Anders Kofod-Petersen, professor i kunstig intelligens og Distinguished AI Research Scientist i Alexandra Instituttet.

En lang række interessenter deltager i arbejdet med at sætte fremtidens europæiske standarder for kunstig intelligens, bl.a. 2021.AI, Alexandra Instituttet, Erhvervsstyrelsen, Forbrugerrådet TÆNK, Grundfos, IDA, KMD og Københavns Universitet. Arbejdet er åbent for alle, der gerne vil have indflydelse på standarderne.

 

Kontakt

Kim Skov Hilding
Kim Skov Hilding Seniorkonsulent | Senior Consultant
Sekretariater, udvalg og netværk II
E: ksk@ds.dk
T: 39 96 62 17

Se også

Danmark i spidsen for udvikling af robotternes ”USB-stik”

11. august 2022

Danmark i spidsen for udvikling af robotternes ”USB-stik”

Danmark skal lede arbejdet med en ny international standard, der skal gøre det nemmere og hurtigere at installere samme værktøj på forskellige robotter.

Danmark har en styrkeposition inden for AI

08. marts 2022

Dansk styrkeposition inden for AI giver gode forudsætninger for at tage næste skridt

Danmark har nogle af de bedste uddannelsesinstitutioner inden for kunstig intelligens (AI) i Europa, vi går forrest i udviklingen af standarder på området, og mange virksomheder eksperimenterer med det. Derfor er Danmark godt rustet til at anvende...

Danmark i spidsen for europæisk AI-vision

20. september 2021

Danmark i spidsen for europæisk AI-vision

Kunstig intelligens er for flere og flere virksomheder næste skridt i digitaliseringen og kan føre til ny forretning og innovation.

Brugen af kunstig intelligens kræver etiske overvejelser

23. august 2021

Brugen af kunstig intelligens kræver etiske overvejelser

Dansk Standard har indgået et partnerskab med ADD-projektet, der skal sikre, at demokratiet styrkes af den digitale udvikling gennem forskning, øget teknologiforståelse, digital dannelse og dialog.