19. april 2021
For Kasper Guldager blev en forelæsning tilbage på Arkitektskolen med tyske Michael Braungart en åbenbaring. Det var her, at han første gang stiftede bekendtskab med den tyske kemikers vugge til vugge-filosofi. En filosofi, som Michael Braungart sammen med den amerikanske arkitekt William McDonough havde beskrevet i bestselleren fra 2002 “Cradle to Cradle - Remaking The Way We Make Things”
- Han fortalte til forelæsningen, at affald ikke eksisterer i naturen. Her er alting i kredsløb. Affald er altså menneskeskabt, og det vækkede noget i mig, for som arkitekt bliver affald dermed en designudfordring, siger Kasper Guldager, der siden forelæsningen og sin afgang fra arkitektskolen nationalt såvel som internationalt har positioneret sig som én af de fremmeste, når det gælder cirkulær økonomi i arkitekturen.
Som tidligere medejer af den københavnske tegnestue 3XN samt medstifter af den grønne tænketank GXN har Kasper Guldager fungeret som én af drivkræfterne i kultiveringen og udviklingen af bæredygtige byggeprojekter i Danmark og Europa gennem de seneste to årtier.
- Jeg har altid haft et behov for, at arkitekturen gav mening i et miljømæssigt perspektiv. At jeg gennem mit virke som arkitekt kunne tage livtag med de enorme klimaproblematikker, som byggebranchen står med og har ansvaret for, siger han.
Et arbejde, der i 2021 kun har fået et endnu mere solidt fundament at stå på. Her er Kasper Guldager nemlig ikke alene blevet medstifter i det nystartede udviklingsfirma Home.Earth, hvis altoverskyggende fokus er bæredygtige byggerier, han er samtidig blevet formand for en danskledet komité, der fremover skal fastlægge de europæiske standarder for cirkulær økonomi i byggebranchen.
En komité, som standardiseringsorganisationen Dansk Standard er lykkedes med af få nedsat, og som inviterer hele værdikæden inden for det cirkulære byggeri til at deltage. Fra bygherrer, bygningsejere og arkitekter til producenter af byggevarer, entreprenører, rådgivere, driftspersonale, nedrivere og myndigheder.
Ifølge Anne Holm Sjøberg, afdelingschef i Dansk Standard, er det en kæmpe sejr, at branchen nu får en danskledet komité med Kasper Guldager i spidsen til at sætte barren for det bæredygtige og cirkulære byggeri på tværs af Europas grænser.
- Det er en sejr for miljøet, for EU’s ambitiøse klimamål og - ikke mindst - for et potentielt eksporteventyr af cirkulære løsninger i den danske byggebranche. Man kan jo bare skæve til vindmølleindustrien. Hvad har det ikke betydet for interessen og eksporten af danske vindmøller, at vi de sidste mange årtier har været verdensledende på netop det område? siger Anne Holm Sjøberg.
Samtidig peger hun på de senere års stigende efterspørgsel på bæredygtige og miljøcertificerede byggerier. Kommercielle strømninger i byggemarkedet, som Kasper Guldager også kan genkende fra sin side af bordet som arkitekt og nu bygherre.
- I dag er der allerede større slutsalgspriser på bygninger, der er miljøcertificerede og kan dokumentere deres klimaregnskab. Og så er salgstiderne og liggeperioderne generelt kortere på ejendomme, der har deres klimadokumentation i orden, siger han.
- I dag er det jo sådan, at kan du ikke levere et byggeri, der besvarer klimadagsordenen, så misser du ikke kun en miljødagsorden, du misser også muligheden for at følge med markedet, der kræver klimarigtige produkter.
En efterspørgsel, der kun vil stige som resultat af de ambitiøse klimamål, der fra EU er sat de næste ti år. Her stiler man således mod at reducere CO2-udledningen med 55 pct. i 2030. Da byggeindustrien som den største klimasynder topper med en CO2-udledning på 40 pct. på verdensplan, er og vil der komme flere og flere miljøregulativer i byggebranchen. Tænker og bygger man i forvejen bæredygtigt, har man automatisk et forspring, mener Kasper Guldager.
Selvom den danske byggebranche hører til blandt Europas førende, når det gælder det bæredygtige byggeri, har det ikke været let for Dansk Standard at sikre sig sekretariatet og dermed styringen af standardiseringsarbejdet.
- Fordi vi Danmark er så langt fremme med det bæredygtige byggeri, kommer vi til at sætte barren ekstra højt. Det ved de godt i lande som eksempelvis Frankrig og Spanien, hvor man ikke er lige så langt fremme med den grønne dagsorden i byggeriet. Derfor har vi også mødt en del modstand fra lande som dem i forhold til, at vi i Danmark skulle lede komitéen, siger Anne Holm Sjøberg.
Hun frygter dog ikke, at Frankrig, Spanien eller de andre europæiske lande, som halter bagefter, vil afstå fra at deltage i arbejdet med at udvikle standarderne.
- De er udmærket klar over, at byggebranchen er en international branche, hvor der konstant transporteres varer og materialer på tværs af landegrænser. Derfor tror jeg også, at de gerne vil deltage og have indflydelse på de markedskrav, som stilles i de kommende standarder, siger Anne Holm Sjøberg.
Den danske byggebranche er i alt fald bevidst om vigtigheden af at være med. Til opstarten af den danske komité var der således et rekordstort antal deltagere, og ifølge Anne Holm Sjøberg udspringer interessen for arbejdet af et generelt behov for at vide, hvordan man præcist definerer cirkularitet i byggebranchen.
- Der mangler nogle konkrete standarder, som giver branchen et fælles europæisk sprog til at forstå, hvordan man eksempelvis definerer et cirkulært udbud. Hvilke krav skal der sættes, så man kan fremme bæredygtigt byggeri i Danmark såvel som i Spanien, siger hun.
For den danske bygge- og anlægsbranche har udviklingen af standarderne for et materialepas førsteprioritet. Det skal gøre det klart, hvad de enkelte byggematerialer indeholder samt hvordan, de er blevet behandlet.
Lykkes det, understøtter man nemlig mulighederne for at genbruge byggematerialer da man dermed kan få styr på, hvad de enkelte materialer indeholder, og hvordan de er blevet behandlet. En kæphest for Kasper Guldager siden den forelæsning med Michael Braungart på arkitektskolen.
- Jeg har altid ment, at man ultimativt skal designe materialer, så de kan genbruges. Vi er tilbage ved Michael Braungarts tanker om at tænke alt ind i et kredsløb. Fremtidens bygninger skal være materialebanker, ligesom fremtidens byer skal fungere som urbane miner for fremtidens byggematerialer, siger Kasper Guldager.
Alle der gerne vil have indflydelse på de kommende europæiske standarder for cirkulær økonomi i byggeriet og være med til at forme fremtidens marked har mulighed for at deltage i arbejdet. Dansk Standard har sekretariatet for den europæiske komité, der udvikler standarderne, og står således for styringen af arbejdet. Arbejdet med at drive komiteen er støttet af midler fra Realdania.
Det danske arbejde foregår i Dansk Standards udvalg for cirkulær økonomi i byggeri og anlæg, hvor 35 virksomheder, organisationer og andre aktører fra den danske bygge- og anlægsbranchedeltager. Deltagerne i det danske udvalg udvikler således sammen med byggeaktører fra andre interesserede europæiske lande fremtidens fælles europæiske standarder inden for cirkulært byggeri.
Gode lydforhold er en væsentlig del af et godt indeklima. I takt med blandt andet at flere arbejder hjemmefra, er der kommet fornyet fokus på lydklassifikation af boliger. Selve klassifikationssystemet er defineret i standarden DS 490, som BR18 he...
Den nye revision af standarden DS/EN 12464-1, der stiller krav til belysning af indendørs arbejdspladser og som indgår i bygningsreglementet BR18, er nu på trapperne. Det medfører en række ændringer, som får betydning for alle, der arbejder med pr...
BIM (Building Information Modelling) er digitalisering og brug af data inden for byggeri og anlæg på tværs af Europa. Standarden DS/EN ISO 19650 anviser, hvordan man organiserer og arbejder med data og digitalisering i byggeriet. Nu er der udkomme...
En danskledet komité skal sætte retningen for fremtidens europæiske standarder for cirkulær økonomi i byggeriet med den grønne pionerarkitekt Kasper Guldager i spidsen. Til gavn for miljøet, klimamål og eksporten af cirkulære løsninger i den dansk...