03. februar 2020
Nu er der sat en fælles europæisk ramme for kunstig intelligens i form af en fælles europæisk vision, der skal udmønte de konkrete standardiseringstiltag på området. Visionen skal være med til at sikre, at vi har en fælles tilgang til arbejdet med kunstig intelligens i hele Europa. Danmark har taget førertrøjen på udarbejdelsen af visionen og bragt danske interesser som bl.a. etik og menneskerettigheder helt op i linje et.
- Vi vil gerne være med til at sikre brugen af kunstig intelligens på en ordentlig måde. Derfor er jeg glad for, at det er lykkedes os at få bragt fokus på vigtigheden af etik, tillid og gennemsigtighed, når man arbejder med kunstig intelligens. Hvis vi ikke havde taget teten fra dansk side, havde der været nogle andre, der var løbet med den, og så var vi endt et helt andet sted med et helt andet fokus, siger Kim Skov Hilding, der er konsulent i Dansk Standard og fortsætter.
- Der er rigtig mange interesser i arbejdet med standarder for kunstig intelligens, så koordineringen og samarbejdet på tværs er utroligt vigtigt. Derfor har vi fra dansk side haft stor fokus på at få enderne til at mødes og inddrage alle relevante interessenter fra fx forskning, industri, myndigheder og interesseorganisationer.
Ifølge Kim Skov Hilding er den nye europæiske vision helt i tråd med danske interesser og med det, regeringen ønsker på området. Samtidigt er den i overensstemmelse med EU-Kommissionen, der deltager direkte i den europæiske fokusgruppe for kunstig intelligens, som Dansk Standard står i spidsen for.
- Nu begynder man at se frugten af det, man fra politisk hold har sået med bl.a. den nationale strategi for kunstig intelligens og det dataetiske råd, som regeringen har nedsat. Det er helt tydeligt, at Danmark står stærkt i det europæiske arbejde, hvilket kan få stor betydning for danske virksomheder, der arbejder med kunstig intelligens, siger Kim Skov Hilding.
Som led i den nationale strategi for kunstig intelligens udgiver Dansk Standard desuden snart to danske specifikationer for kunstig intelligens, der netop har været i høring. Specifikationerne har fokus på hhv. gennemsigtighed og beslutningsstøttende anvendelse i offentlig sagsbehandling, dvs. når man bruger kunstig intelligens til at træffe beslutninger i sagsbehandling.
- Standarderne sikrer, at vi har en fælles tilgang til kunstig intelligens, så vi kan bruge teknologien trygt og sikkert, siger Kim Skov Hilding.
De to danske specifikationer indeholder vejledning og checklister i forhold til, hvad man skal have for øje, når man arbejder med kunstig intelligens, og hvad der vigtigt for borgere, leverandører osv. Samtidig er der fokus på livscyklus, dvs. de overvejelser og opmærksomhedspunkter, der er vigtige i de enkelte faser fra ide til bortskaffelse, når man udvikler AI-løsninger.
De danske specifikationerne vil også blive brugt som indspil til det europæiske standardiseringsarbejde, hvor man er i fuld gang med at se på, hvilke områder det er relevant at sætte standarder for. Dansk Standard står i spidsen for dette arbejde, og der er nu 70 medlemmer i fokusgruppen, som hører under de to europæiske standardiseringsorganisationer CEN og CENELEC.
Udover etik, transparens og ansvarlighed, er nogle af de emner, som fokusgruppen anbefaler standarder for, følgende: terminologi, sikkerhed, ledelse, datakvalitet, sporbarhed, ingeniør-praksis/teknisk konstruktion, interoperabilitet, tilgængelighed, sektorspecifikke-standarder og bæredygtighed.
- Et af de temaer, der bliver drøftet indgående, er hvordan kunstig intelligens kan fungere som løftestang for grøn omstilling. Det handler fx om, hvordan kunstig intelligens kan anvendes til energioptimering og energibesparelser samt andre grønne innovative løsninger baseret på, at man kan styre tingene mere bæredygtigt via data, uddyber Kim Skov Hilding.
Fokusgruppen skal levere deres endelige roadmap-rapport i foråret 2020. På baggrund af denne rapport bliver det besluttet, hvordan man fra europæisk side vil arbejde videre med standardisering inden for kunstig intelligens.
Kunstig intelligens, der i korte træk består af maskiner, som er i stand til at analysere, lære og tage beslutninger på en måde, som kan sammenlignes med menneskers evner til samme, har efterhånden fundet solidt fodfæste blandt danske virksomheder.
Dansk Standard er udvalgt til at stå i spidsen for en europæisk fokusgruppe for kunstig intelligens. Dermed får Danmark en afgørende rolle, når fremtidens internationale standarder på området skal sættes, hvilket spiller tæt sammen med regeringens...
Efter mange års omtale er kunstig intelligens (AI) begyndt at finde fodfæste i erhvervslivet. Flere og flere virksomheder foretager massive investeringer på området.
Hvad betyder dataetik for dig og mig? Det spørgsmål er man nødt til at stille sig selv, når man beskæftiger sig med kunstig intelligens.