Standarder er med til at skabe en fælles forståelse for den viden, du vil formidle. Med brugen af standarder sikrer du derfor en fælles forståelse for de produkter, services og processer, som du bidrager med ny viden til i din forskning eller i dit innovationsprojekt. Det betyder også, at standarder kan være med til at bane en effektiv vej for dit projekt eller din virksomhed til markedet. Jo tættere dit forsknings- og innovationsprojekt er på markedet, jo mere relevant er standardisering for dit projekt.
Det kan også være, at dit projekt kan være med til at bidrage til en ny standard, som vil blive brugt i hele Europa eller globalt. Det kan fx ske, hvis man bliver enige om, at din nye viden, metode eller teknologi er state of the art og bør udbredes via de standarder, som de virksomheder og organisationer, der er i markedet, følger.
Det kan være en god idé at tænke standardisering ind i din forskningsansøgning for at gøre opmærksom på dit projekts værdi.
Du kan evt. benytte Dansk Standards database for at kortlægge udbuddet af standarder inden for dit område.
Når vi taler om standarder inden for forsknings- og innovationsprojekter begynder man ofte med en form for standard, som kaldes en CWA, der står for CEN/CENELEC Workshop Agreement.
Kontakt gerne Dansk Standard for at få hjælp til din forskningsansøgning eller gode råd og vejledning til, hvordan du kommer videre med standarder i dit forskningsprojekt.
På EU-plan er der afsat ca. 70 milliarder euro til Horizon 2020. For at sikre at Danmark kan få del i disse, har Dansk Standard øget fokus på deltagelse i EU-forskningsprojekter og vejledning om mulighederne ved at indtænke standarder og standardisering.
Forskning og ikke mindst formidling af forskningsresultater er vigtigt for væksten og udviklingen af Danmark som videnssamfund. Her spiller standardisering en vigtig rolle. Dansk Standard har derfor fokus på at styrke koblingen mellem forskning og standardisering, da det bidrager til at styrke forskningsprojekterne. Dansk Standard kan også hjælpe dig med at afklare, hvordan du kan bruge standardisering i dit forskningsprojekt. For mere information skriv til afdelingschef Maria Skou.
De fleste organisationer arbejder i større eller mindre omfang projektorienteret. ISO 21500 for vejledning i projektledelse kan bidrage til medarbejdernes grundlæggende forståelse for projektarbejde, systematik i processer og begreber indenfor projektledelse. Med Dansk Standards eksamen kan studerende nu få bevis på deres kompetencer i ISO 21500.