Når jeres virksomhed har et ledelsessystem for fx kvalitet, miljø eller informationssikkerhed, stilles der krav til udførelse af interne audits. Hvad er en intern audit? Det er et slags tjek eller eksamination i virksomhedens eget ledelsessystem, som udføres af medarbejdere fra virksomheden, og som skal afklare, om processer og procedurer efterleves.
ISO 19011 vejleder i det praktiske ved audits og giver en slags tjekliste, som auditorerne kan bruge. Lige fra fastlæggelse af auditprogrammet, forberedelse, udførelse og udarbejdelse af auditrapport. ISO 19011 er en internationalt anerkendt ledelesstandard, som sikrer, at alle, der udfører audits, har den samme tilgang og anvender de samme metodikker. Den er derfor også yderst relevant for danske virksomheder, der gerne vil arbejde systematisk med og kunne dokumentere deres arbejde med ledelsesstandarder.
Standarden beskriver også, hvilke personlige kompetencer og adfærd en auditor bør have. Blandt andet lægges der vægt på, at de medarbejdere, som skal udføre audits, er etiske, fordomsfri, observante og beslutsomme. Samtidig skal auditorer forstå virksomhedens værdikæde og forretningsgange, være dygtige til at kommunikere, kunne forstå og overveje tekniske eksperters holdninger og verificere relevansen af indsamlet information. Desuden skal der være kendskab til gældende lov- og myndighedskrav samt grundigt kendskab til den eller de standarder, der skal auditeres i.
På dette kursus lærer du, hvordan man udfører intern audit af ledelsessystemer. Kurset baserer sig på ISO 19011-standarden - Auditering af ledelsessystemer - og giver dig vigtige værktøjer til planlægning, udførelse og afrapportering af interne audits.