Hvad skal CE-mærkes?

Som udgangspunkt er det producenten, der skal CE-mærke. Når et færdigt produkt står klart til at blive markedsført, kan der dog være flere parter involveret, fx producent, importør eller distributør. I forbindelse med CE-mærkning ligger det endelige ansvar hos den, der markedsfører produktet. 

CE-mærkning skal foretages af alle, der markedsfører et produkt i EU’s medlemsstater og EFTA -landene Island, Liechtenstein, Schweiz og Norge, der er omfattet af EØS-aftalen. Selvom et produkt udelukkende er fremstillet og markedsført i Danmark, skal det også CE-mærkes.

CE-mærket er et led i EU’s ønske om at skabe fri bevægelighed af varer imellem EU-landene. Ved at stille ens krav til produkter gennem lovgivning reducerer man tekniske handelshindringer. Og man sikrer, at de nationale myndigheder i et enkelt EU-land ikke kan stille strengere krav til et produkt end de krav, der er formuleret i direktivet.

EU har vedtaget over 20 produktdirektiver og forordninger for produkter, der skal forsynes med CE-mærket. Lovgivningen er offentligt tilgængeligt på EUR-LEX. 

Læs om Dansk Standards service direktivovervågning.

CE-mærket er en erklæring om, at produktet lever op til direktivernes og standardernes krav. CE-mærket er altså ikke et kvalitetsmærke. Men kravene i lovgivningen tager udgangspunkt i miljøhensyn og forbrugernes sikkerhed og sundhed. Her er det vigtigt at bemærke, at CE-mærkning ikke i alle tilfælde betyder, at produktet er blevet testet. For nogle produkter er der ikke krav om prøvning, mens der for andre produkter, fx farlige maskiner, er krav om, at de skal prøves af en uafhængig instans – en tredjepart. Et CE-mærke betyder nødvendigvis heller ikke, at produktet er produceret inden for EU/EFTA.

De europæiske standarder spiller en helt central rolle for CE-mærkningen. Det gælder især de såkaldte harmoniserede standarder, som kort fortalt er standarder for, hvordan man som producent kan opfylde et direktiv. Følger man en harmoniseret standard, har man ret til at formode, at man også opfylder lovgivningens væsentlige krav. Det kaldes også formodningsret. Standarderne bliver med andre ord et hjælpemiddel for producenten til at dokumentere, at han opfylder lovgivningens krav.

For de fleste produkters vedkommende er standarderne et tilbud til producenten, og det er frivilligt at anvende dem. Men når det drejer sig om fx byggevarer, skal man imidlertid anvende standarder, dvs. at det er obligatorisk at anvende de harmoniserede standarder.

De enkelte medlemslande i EU gennemfører en markedsovervågning for at beskytte forbrugere imod ikke-sikre produkter og forkert anvendelse af CE-mærkning. Det kontrolleres fx, om produktet er CE-mærket, om produktet opfylder kravene, og om mærket er udformet korrekt. Hvis produktet ikke opfylder kravene, er der flere sanktionsmuligheder, fx indskærpelse, politianmeldelse, bødeforlæg eller fjernelse af produktet fra markedet. Sanktionsmulighederne afhænger af, hvilken lovgivning produktet er underlagt. 

Til det spørgsmål er der ikke noget enkelt svar, for det varierer afhængigt af det enkelte produktdirektiv. Der er dog nogle trin, som producenten typisk skal igennem, før CE-mærket kan sættes på produktet. Der skal fx tages stilling til, hvilket direktiv eller evt. hvilke direktiver produktet er underlagt; man skal vide, hvilke væsentlige krav produktet skal opfylde; og man skal finde de standarder, der kan hjælpe en til at opfylde kravene.

Se CE-mærkning  trin for trin.