Få din virksomhed godt i gang med FN’s verdensmål

23. september 2020

Få din virksomhed godt i gang med FN’s verdensmål

Danske virksomheder, der arbejder med FN’s verdensmål, kan få del i et milliardstort forretningspotentiale. Men mange virksomhederne savner konkrete værktøjer, og standarder kan være en vigtig del af løsningen.

Det handler ikke kun om grøn samvittighed, men også om god forretning, når danske virksomheder har fokus på bæredygtighed. En rapport fra Udviklingsministeriet og Erhvervsministeriet anslår, at FN’s verdensmål frem mod 2030 åbner forretningsmuligheder for danske virksomheder på op mod 400 milliarder kroner.

Mange virksomheder ønsker derfor at arbejde strategisk med verdensmålene, men især de små og mellemstore mangler ofte konkrete værktøjer. De er simpelthen i tvivl om, hvor de starter, og hvordan de systematiserer og dokumenterer deres indsats.

 

Standarder kan være en vigtig del af løsningen, og derfor har Dansk Standard udviklet et gratis værktøj, der kobler hvert verdensmål med eksempler på den eller de standarder, det typisk vil gavne virksomheden at kigge på.

”Verdensmålene er udviklet til lande, og det kan virke uoverskueligt for virksomheder at forholde sig til 17 verdensmål og 169 delmål. Derfor forsøger vi at hjælpe med at omsætte verdensmålene til noget, virksomhederne kan spejle sig i,” siger Maibritt Agger, afdelingschef i Dansk Standard med ansvar for standardisering inden for bl.a. FN’s verdensmål og bæredygtighed.

Verdensmåls-slangen

Læs mere her

System og dokumentation

Standarder er baseret på input fra eksperter, virksomheder og organisationer fra hele verden. På den måde samler hver standard best practice og fungerer som et internt værktøj, der kan hjælpe virksomheden med at systematisere og dokumentere sin indsats – for eksempel i forhold til bæredygtighed.

”Ved at arbejde systematisk sikrer man at prioritere sin indsats. Ingen kan forholde sig til alle verdensmål, så det handler om at udvælge dem, der giver bedst mening og værdi for ens forretning. Med standarder kan man desuden dokumentere sin indsats og dermed undgå såkaldt greenwashing, hvor det, man påstår at gøre enten ender som tomme løfter, eller noget man ikke kan dokumentere,” forklarer Maibritt Agger.

Krav, mål og ledelse

Der findes forskellige typer af standarder. Produktstandarder stiller direkte krav til produkter. Målestandarder sikrer ensartede målemetoder og -krav, så det er muligt at sammenligne sine resultater med sig selv eller andre. Og ledelsesstandarder er med til at sikre det strategiske fokus, og understøtte at man hele tiden udvikler og forbedrer sig i forhold til de mål, man har sat.

”Standarderne for energiledelse, miljøledelse og arbejdsmiljøledelse spiller 1:1 sammen med verdensmålene, og der er flere nye standarder på vej, som er udviklet til direkte at understøtte verdensmålene,” siger Maibritt Agger, som har disse tre gode råd til danske virksomheder, der gerne vil arbejde strategisk med verdensmålene.

Maibritt Agger er afdelingschef i Dansk Standard med ansvar for standardisering inden for bl.a. FN’s verdensmål og bæredygtighed.

1. Kig på kerneforretningen

For at lykkes er det afgørende, at indsatsen giver værdi og mening for medarbejdere, interessenter og forretningen og tager udgangspunkt i virksomhedens DNA. En god start er derfor at undersøge, hvilke aftryk man som virksomhed sætter, og hvor indsatsen dermed kan have størst effekt. Helt konkret kan man spørge sig selv: Hvilke verdensmål kan jeg understøtte med min forretning og hvilke mål understøtter og bidrager til min strategi?

”I denne proces er der samtidig god mulighed for at udvikle kreative og innovative løsninger til sig selv eller andre – og dermed åbne nye forretningsmuligheder,” siger Maibritt Agger.

2. Udvælg max 3 verdensmål

Det er vigtigt, at ens indsats er både ambitiøs og realistisk. Selv ikke den største og mest veldrevne virksomhed kan arbejde med alle verdensmål på én gang, og det er klogt at udvælge højst tre verdensmål, som det giver god mening for ens virksomhed at arbejde med. I den forbindelse kan man stille disse spørgsmål: Hvilke aftryk sætter vores virksomhed? Hvordan kan vi forbedre os, og hvilke verdensmål spiller det sammen med? Hvilke projekter skal vi sætte i gang? Har vi allerede tiltag eller projekter, som kan rettes til i forhold til verdensmålene? Hvilken retning vil vi gerne udvikle os i?

3. Brug Dansk Standard

Når I har udvalgt de verdensmål, virksomheden vil arbejde med, kan I klikke ind på ds.dk/sdg og få et indblik i, hvilke standarder der kan være en gavnlig hjælp i arbejdet med de enkelte mål.

Her kan du også finde inspiration og læse om, hvordan andre virksomheder arbejder med verdensmålene.

Dansk Standard tilbyder også kurser og sidder klar til at svare på dine spørgsmål om verdensmål og standarder. 

Kontakt

Maibritt Agger
Maibritt Agger Afdelingschef | Head of Department
Sekretariater, udvalg og netværk I
E: mag@ds.dk
T: 39966126

Se også

Mere grøn varme kræver brug af standarder

19. maj 2020

Mere grøn varme kræver brug af standarder

Regeringen har netop præsenteret en strategi for, hvordan varmesektoren skal blive mere grøn. Et væsentligt element er udbredelse af varmepumper, men der er faldgruber, som bør undgås.

Ny analyse: standarder har stor betydning for den grønne omstilling

06. maj 2020

Analyse: standarder har stor betydning for den grønne omstilling

Reduceret miljøbelastning, øget brug af klimavenlige materialer og større udbredelse af grønne løsninger. Det er blot nogle af gevinsterne for den grønne omstilling ved anvendelsen af standarder, viser en ny analyse blandt knap 600 danske virksomh...

Hvordan skaber vi en cirkulær økonomi?

19. juni 2020

Hvordan skaber vi en cirkulær økonomi?

Det var temaet for den debat, Dansk Standard arrangerede på Altingets sommermøde i deres hyggelige gård.