24. marts 2020
Så kom erhvervslivets klimapartnerskaber på banen med deres anbefalinger til, hvordan vi når i mål med den grønne omstilling. Der er kommet rigtig mange gode og spændende forslag på bordet, og der er virkelig noget at arbejde videre med indenfor langt de fleste brancher. Også for os i standardiseringsverdenen. Klimapartnerskaberne peger nemlig adskillige steder på netop standarder som redskaber til at understøtte den grønne omstilling.
Af Anne Holm Sjøberg, afdelingschef i Dansk Standard, der fremmer bæredygtigt byggeri, nye teknologier, sikre maskiner, vedvarende energi og bedre arbejdsmiljø.
Byggeriet er ét af mine største fagområder, så her vil jeg dykke lidt ned i Partnerskabet for bygge- og anlægs anbefalinger, der i øvrigt harmonerer rigtig fint med, hvad vi også arbejder på i Dansk Standard i forhold til den grønne omstilling.
Partnerskabet for bygge- og anlægssektoren peger på behovet for et klimaregnskab for bygninger eller projekter. Det skal baseres på blandt andet LCA’erne, men også på et kommende bygnings- og materialepas.
Det er en spændende tanke at kunne opstille ét samlet klimaregnskab på samme måde, som vi jo i dag kender de økonomiske regnskaber. Det vil give bygherre nogle helt nye styringsredskaber, og jeg er sikker på, at også mange af de offentlige bygherrer vil værdsætte, hvis de kan inkludere krav til klimaregnskabet, når de bestiller et nyt byggeri.
Hvis klimaregnskabet skal virke, så skal det udformes på en ensartet måde, så alle regner de samme faktorer ind på samme måde. Det skal altså standardiseres.
Og det kan dét. Vi skal først have skabt en fælles basis med et bygnings- og materialepas, der sikrer, at vi har styr på, hvad der bliver bygget ind i bygningerne. Dernæst skal der laves et egentligt klimaregnskab.
Samtidig bør det hele flettes sammen med arbejdet for digitalisering af byggeriet. Vi har nemlig et stort arbejde i gang med at udvikle standarder til at understøtte BIM – Bygnings Informations Modellering – som skal sikre et helt nyt niveau af digitalt samarbejde i det danske byggeri. Lad os tænke tingene sammen, og gøre det grønt og digitalt på samme tid. Det er i øvrigt også én af partnerskabets gode pointer, nemlig at materialepas mv skal samles i ét digitalt bygningspas.
Et andet vigtigt område, som klimapartnerskabet peger på, er spørgsmålet om genbrugte byggematerialer. Der er brug for noget mere fælles viden om byggematerialerne, så det i højere grad bliver muligt at genbruge dem. Denne viden skal blandt andet komme fra materialepasset, men der er også brug for at se på mulighederne for at stimulere markedet i det hele taget for genbrug af materialerne og for at sikre nogle fornuftige strømme af materialer.
Også her kan standardisering give en hjælpende hånd. Både til materialepasset, men også til at lave nogle fælles rammer for hvordan vi sikrer, at de rigtige genbrugte byggematerialer er det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.
Vi har netop udviklet en standard for optimal installation af varmepumper. Det har vi gjort, fordi en undersøgelse i 2016 viste, at kun omkring 16 % af varmepumperne er installeret optimalt i dag, og det giver et enormt energitab. Nu peger partnerskabet på, at der også er brug for en standard for den optimale drift af varmepumperne.
Det er jo en glimrende idé, og vi står klar at udvikle denne standard også.
Set med et klimaperspektiv er der nemlig rigtig god fornuft i at se på varmepumperne. Klimarådet anbefaler udbredelsen af individuelle varmepumper, som ét af de mest effektive omstillingselementer, men det er klart, at vi skal sikre en optimal installation og efterfølgende drift for at få det fulde potentiale.
Standarder kan som redskab være med til at forløse potentialet i de store klimagevinster i byggeriet. Det er godt at se, at også klimapartnerskabet peger i den retning. Vi skal løfte opgaven fra at være rent dansk til at være europæisk og international. Derfor er det vigtigt, at vi kommer i gang nu, og at vi formår at sætte høje, ambitiøse europæiske standarder for byggeriet. Det vil være godt for klimaet og godt for den danske byggebranche.
Udgivet som artikel på LinkedIn
Cirkulær økonomi har for alvor fået grobund i dansk erhvervsliv, som efterspørger nye standarder på området. For der er behov for konkrete redskaber og metoder på området, hvis vi skal omstille os til en mere cirkulær tilgang til produktion og for...
Standarder styrker den grønne omstilling bl.a. fordi, de kan medvirke til at reducere virksomheders klimabelastning og udbrede nye grønne produkter og løsninger.
Dansk Standard er sammen med Responsible Assets og GXN med til at drive projektet Circle House Lab, der er et partnerskab bestående af over 90 virksomheder, som vil bidrage til cirkulær økonomi indenfor dansk byggeri.